Om os

Hvem er vi?

Kronjyllands Frimenighed blev stiftet i 1996 og tæller i dag omkring 240 medlemmer – heraf knap 60 børn.

Vi tror på, at ethvert menneske er elsket og villet af Gud, og at kirkens væsentligste opgave er at formidle budskabet om Guds godhed og nåde til alle.

Vi er tilsluttet fællesskabet Evangelisk Luthersk Netværk – et netværk, som søger at bygge bro mellem en klassisk kristendomsforståelse og engageret deltagelse i livet omkring os.

 

Kirke for dig

Ordet ”kirke” forbinder mange af os først og fremmest med en bygning, men det er faktisk en misforståelse. Kirken består af mennesker! Vi forsøger at være en kirke, hvor der er tid, plads og rum til at puste ud, genvinde modet og dele glæder og sorger, ligesom vi udfordrer hinanden til at bruge vores ressourcer til gavn og glæde for andre. Alle er velkommen – uanset medlemskab – uanset etnicitet og uanset aktuelle overbevisning og tro. Hvis du har lyst at udforske, hvem Jesus er og hvad han betyder for livet i dag – så er dette kirken for dig!

Kirke for familien

Vi har prioriteret at have fysiske rammer, der giver plads til både børn og unge. Vi har Børne- og Juniorkirke i forbindelse med næsten alle gudstjenester, og her er der plads til sjov og ballade – og til at børne- og juniorlederne fortæller om Gud i øjenhøjde med børnene. Hver anden tirsdag mødes Unik – Teenklubben for 7.-9. klasse, og hver onsdag omdannes kirkesalen og cafeen til base for ungdomsfællesskabet Unite, hvor omkring 40 unge omkring gymnasiealderen mødes.

Kirke for vores by

Randers betyder noget for os som kirke! Derfor har vi været med til at stifte ”Kirkernes Familiehjælp”, som er et kommunalt-kirkeligt samarbejde, hvis formål er at yde akut hjælp til udsatte børnefamilier i vores by.

Kirke for verden

Som lokal kirke er det godt også at blive mindet om forbundetheden med den store verden omkring os. Vi kan give økonomisk støtte og bede for mennesker, som lever under helt andre forhold, end vi selv er vant til. Vi har flere projekter og tiltag, som vi støtter for at bevare denne bevidsthed – og fordi arbejdet er støtten værd i sig selv.
Vi er partnerkirke i organisationen Open Doors, hvis formål er at støtte forfulgte kristne i lande, hvor der foregår en systematisk forfølgelse af kristne minoriteter.
Derudover støtter vi arbejdet i organisationen Medicin til Børn, som bl.a. har bygget et apotek i Liberia og tilbyder medicin og hjælp til områdets syge. På samme måde bakker vi op om arbejdet i Hjerte for Afrika, der er en humanitær hjælpeorganisation, som ud fra et kristent livssyn støtter og medvirker til at børn, unge og voksne uanset stammerelationer og religion får mulighed for adgang til udvikling og information.
Endelig har vi kontakt til organisationen Leve Børnene og støtter deres indsats til hjælp for nogle af verdens fattigste børn .

Læs nærmere om menighedens vision på linket HER.

Velkommen på Grenåvej 34!